|
Jeppe Tønsberg
Det er velkendt, at Storkøbenhavn har et andet præg end
resten af landet - en større befolkningskoncentration og et mere udbygget
samfund, der på mange måder er retningsgivende for det øvrige Danmark.
Denne artikel forsøger at forklare, hvorfor og hvordan dette forhold er
opstået. Det vil heraf fremgå, at udgangspunktet skal findes mere end
800 år tilbage i historien, og at udviklingen i de mellemliggende århundreder
rummer mange kulturhistorisk interessante træk
Pavens brev - Københavnsegnens dåbsattest
Den 21. oktober 1186 sendte pave Urban III et brev til ærkebiskop Absalon
i Danmark med godkendelse af, at Absalon skænkede en række landsbyer til
Roskilde Domkirke. En af landsbyerne var den senere hovedstad København,
og de øvrige lå i nærheden. Flere af dem nævnes for første gang i
pavens brev og har derfor kunnet fejre 800 års jubilæum i 1986, f.eks. Nærum
og Virum.
Dengang var Roskilde den
vigtigste by på Sjælland, og selv om Danmark eksisterede som en samlet
stat under fælles konge (Knud VI), havde riget endnu ingen fast
hovedstad, og København og de andre landsbyer var ganske små. Deres
udseende kendes ikke, og af bygninger fra denne tid har vi kun kirkerne
bevaret.
Naturligvis betyder omtalen af
landsbyerne i pavens brev kun, at de hermed for første gang optræder i
de skriftlige kilder, og arkæologiske fund har da også påvist beboelse
i Københavnsegnen tilbage til jægerstenalderen; men det væsentlige i
brevets indhold er, at området - den østlige del af det senere Københavns
Amt - optræder samlet, og at begyndelsen hermed er gjort til Københavnsegnens
fælles kulturhistorie, som vi kender den fra de senere århundreder
København bliver hovedstad, og der opstår en "omegn"
Det var altså kirkens ejerskab, der først samlede egnen, og efter Saxos
beretning var det jo også Absalon, der lod opføre de første fæstning i
København, den endnu bevarede ringborg under Christiansborg Slot. Med sin
gode beliggenhed på vejen mellem Roskilde og Skåne ved det stærkt
trafikerede Øresund havde København gode vækstbetingelser og blev
hurtigt et stridsemne mellem kirken og kongen. Efter roskildebispen Peder
Jensen Lodehats død i 1416 satte kongen (Erik af Pommern) sig i
besiddelse af København, og fra denne tid kan byen med hoffets og
statsadministrationens stadige vækst betragtes som rigets hovedstad, selv
om først Christian I's oprettelse af Københavns Universitet i 1479
endegyldigt gav byen større anseelse end Roskilde og Lund.
Hvor Københavnsegnen socialt
og økonomisk hidtil næppe havde adskilt sig særligt fra resten af
Danmark, begyndte den voksende befolkning i København at stille krav, som
nødvendiggjorde en udnyttelse af de naturgivne ressourcer i byens nærmeste
omegn. Disse ressourcer bestod i den gode landbrugsjord omkring
hovedstaden - byens mange håndværkere, handlende og embedsmænd skulle først
og fremmest have mad - men den nordlige omegn bød desuden på et kuperet,
skovrigt område, der kunne bruges som et attraktivt fritidsområde, og et
vandløb, Mølleåen, der egnede sig som kraftkilde for en industrimæssig
produktion af varer, som landbefolkningen var selvforsynende med, men som
bybefolkningen i København var henvist til at købe. Endelig lå der en
ikke uvæsentlig ressource i egnens arbejdskraft, som kunne udnyttes som
tjenestefolk og til vold- og vejarbejde.
Et af de første udtryk for
hovedstadens behov for ydelser fra omegnen var Christian II's indkaldelse
af hollandske bønder til Amager i 1521, for at de kunne lære de danske bønder
bedre dyrkningsmetoder og give hovedstaden en bedre fødevareforsyning.
Ikke længe efter viste også de første spirer sig til en dansk industri,
naturligt knyttet til landets hovedstad og på samme måde grundlagt ved
indkaldelse af udenlandske specialister. Hvor denne industri krævede
mekanisk kraft, søgte man at udnytte vandkraften i Mølleåen, og hvor
der fra 1500-tallet foregik både krudtfremstilling (Ørholm) og
papirproduktion (Strandmøllen). Det var dog først i Christian IV's tid,
i 1620'erne, at denne københavnske industri fik fast form; men fra midten
af 1600-tallet var den i hvert fald fuldt etableret langs Mølleåen med
produktion af krudt, klæde, papir og kobber- og jernvarer.
Fra Roskilde Bispedømme til Københavns Amt
På denne tid var der sket store politiske og administrative ændringer i
Danmark, og da disse i høj grad havde udspillet sig omkring rigets
hovedstad, havde Københavnsegnen ikke kunnet undgå at mærke mere til
dem end resten af landet.
Endnu på Christian II's tid
havde Roskilde Bispedømme ejet store dele af Københavnsegnen, som blev
forvaltet fra bispens borg Hjortholm ved Furesøen; men ved reformationen
blev alt dette kirkegods kongens (kronens), og således forblev det helt
frem til 1766, hvor bønderne i Københavns Amt blev selvejere. Dette
krongods blev nu administreret af kongens lensmand på Københavns Slot,
hvortil egnens befolkning skulle levere forsyninger af fødevarer og brændsel.
Medens Christian IV's krige
ikke havde berørt Københavnsegnen direkte, blev den under Svenskekrigen
1658-60 krigsskueplads. Den svenske belejringshær omkring København
havde hovedkvarter i Brønshøj, og dens forplejning stillede store krav
til egnen.
Umiddelbart efter Svenskekrigen
fulgte enevældens indførelse og en række administrative reformer, hvor
de hidtidige len afløstes af amter. På Københavnsegnen var den sidste
lensmand den fra romanen "Gøngehøvdingen" bekendte Johan
Christoph von Kørbitz, og han blev også den første amtmand over Københavns
Amt.
Københavnsegnen som rekreativt område
Nok så vigtigt for Københavnsegnen var det, at enevældens voksende
statsadministration medførte en vækst i hovedstadens indbyggertal og
dermed større krav til omegnens ressourcer, og at den københavnske
befolkning med hoffet i spidsen begyndte at udnytte egnens rekreative værdier.
Frederik III og hans dronning Sophie Amalie byggede lystslotte i omegnen,
og Christian V anlagde den nuværende Jægersborg Dyrehave. Allerede i
1600-tallet begyndte københavnske borgere at bygge landsteder i omegnen,
navnlig i skovegnene nord for hovedstaden, men også vest for København,
hvorfra f.eks. Bartholinernes landsted "Pilenborg" og Ole Rømers
observatorium kendes. I løbet af 1700-tallet tiltog landstedsbyggeriet
under indtryk af tidens naturromantiske ideer og i kraft af den voksende
velstand hos det københavnske borgerskab. Tilsvarende blev det
almindeligt for den jævne befolkning at tage på skovtur - ganske vist
kun én gang om året; men i denne årlige skovtur lå kimen til nutidens
fem ugers ferie. I midten af 1700-tallet voksede forlystelseslivet på
Dyrehavsbakken frem og nåede et højdepunkt i årene omkring 1800.
Landboreformer og københavnerbønder
I disse år - anden halvdel af 1700-tallet - begyndte "den moderne
tid". Dermed menes, at det landskab og mange af de
samfundsinstitutioner, som vi kender i dag, blev skabt i denne periode og
videreudviklet i de følgende 200 år.
Blandt de nye ting, der indførtes,
var nåletræerne og den rationelle skovdrift, som kom fra Tyskland og i
Danmark først blev prøvet i Dyrehaven, de moderne lige landeveje, hvor
en indkaldt fransk vejingeniør byggede den første, Kongevejen fra København
over Lyngby og Hørsholm til Fredensborg, og den første korrekte opmåling
og kortlægning af Danmark, hvor man begyndte med Københavns Amt. Men det
vigtigste var dog de store landboreformer med bl.a. stavnsbåndets ophævelse
i 1788. Disse reformer begyndte på Bernstorff Gods i Gentofte Sogn i
1760'erne og bredte sig derfra til de omliggende sogne, hvor bønderne fik
deres jord udskiftet af fællesskabet og samlet ved de enkelte gårde.
Samtidig blev mange gårde flyttet ud fra de landsbyer, hvor de havde
ligget siden middelalderen. I et tæt bebygget område som Københavns Amt
med dets mange udstykninger og parcelhuse er det særligt tankevækkende,
at grundlaget for de skel og matrikelnumre, der i dag spiller en vigtig
rolle, blev lagt med landboreformerne for 200 år siden.
Endnu på denne tid levede størstedelen
af egnens befolkning af landbrug, men vel at mærke et anderledes landbrug
end i resten af landet. "Københavnsbønderne", som de kaldtes,
kørte mælk, halm og tørv til hovedstaden og tog gødning med hjem -
foruden rede penge. Bønderne i Københavns Amt, der boede nærmest
hovedstaden og kunne levere de friskeste varer, tjente godt på denne
handel, og Københavns Amt var generelt en rig egn. Ud over de nævnte
standardvarer havde de enkelte landsbyer i amtet hver sin specialitet, som
leveredes til hovedstaden: Fra Amager kom der grøntsager, fra Valby
fjerkræ, fra Buddinge havregryn, fra Lyngby brød og fra Skovshoved og
Taarbæk fisk. Denne struktur i landbruget - den direkte detailhandel med
København uden mellemhandlere som provinsbyernes købmandsgårde - varede
til ind i dette århundrede, hvorimod de generelle strukturændringer i
det danske landbrug, kornsalgsperioden og andelstiden, ikke satte sig
mange spor på Københavnsegnen.
Til gengæld satte hovedstaden
et kulturelt præg på omegnen, hvor storbyens åndelige påvirkning på
den lokale befolkning ganske vist kritiseredes af samtidens moralistiske
forfattere, men hvor både bygninger og klædedragt var af bedre kvalitet
end almindeligt på landet. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at selv
om f.eks. bønderkonerne på Københavnsegnen købte stoffet til deres tøj
i hovedstaden i stedet for selv at væve det, holdt de fast ved dragtens
traditionelle udseende og valgte bevidst at vise sig i egnsdragt, når de
arbejdede i København.
Kommune, amt og stat - folkestyret indføres
Som en naturlig følge af landboreformerne begyndte der fra omkring 1800
at udvikle sig et lokalt selvstyre med sognet som grundlag, hvorimod
landsbyen efterhånden trådte i baggrunden. I 1802 oprettedes
fattigkommissioner og i 1814 skolekommissioner, begge i videreudvikling af
1700-tallets lovgivning, og i 1841 erstattedes disse kommissioner af
sogneforstanderskaber (fra 1867 benævnt sogneråd), idet der foruden
socialforsorg og skolevæsen nu også tilføjedes tekniske opgaver,
hovedsagelig vejvæsen. Hvor lokaladministrationen hidtil havde været udført
af nogle få kongelige embedsmænd, blev en del af lokalbefolkningen nu
inddraget - nemlig den velstillede del - men gennem sognepræstens
medlemsskab af de lokale råd bevarede statsmagten længe en direkte
indflydelse på lokaladministrationen.
Indirekte gik kontakten fra
statsadministrationen til sogneforstanderskaberne gennem amtmanden og det
ligeledes i 1841 oprettede amtsråd. I Københavns Amt fik det nyvalgte
amtsråd som sin første tekniske opgave opførelsen af et nyt hovedsæde,
det endnu eksisterende ting- og arresthus på Blegdamsvej.
Endelig medførte Grundloven af
1849 en demokratisering af det politiske liv, både i form af deltagelse i
rigsdagsvalgene og i muligheden for at gøre sig gældende i de mange
foreninger, som voksede frem efter Grundlovens stadfæstelse af
foreningsfriheden, og som efterhånden blev den grundlæggende struktur i
det offentlige liv i Danmark.
Landboreformerne havde
favoriseret bønderne på husmændenes bekostning, således at mange husmænd
måtte finde anden beskæftigelse, og senere medførte de forbedrede
driftsmetoder i landbruget, at der opstod et befolkningsoverskud på
landet, som i stigende grad søgte ind til byerne, navnlig til København.
Hvor folketallet i hovedstaden og dens omegn hidtil havde udviklet sig jævnt,
begyndte der nu en kraftig vækst, som med vekslende lokal styrke er
fortsat helt frem til nutiden.
Jernbaner og befæstning
I Københavnsegnens erhvervsstruktur gjorde denne vækst i hovedstaden og
dens omegn sig gældende på flere måder. Der opstod lokale handels- og
servicecentre til betjening af den voksende befolkning (Lyngby, Ballerup,
Taastrup), og anlæggelsen af jernbaner gjorde det efterånden muligt at
bo uden for København, selv om man havde arbejde i hovedstaden. Der kom
jernbane fra København til Roskilde i 1847, til Klampenborg i 1863, til
Hillerød-Helsingør i 1864, til Frederikssund i 1879, til Helsingør ad
Kystbanen i 1897, til Nærum-Vedbæk i 1900, til Slangerup i 1906 og til
Dragør i 1907. Det hektiske byggeri i København førte til anlæggelsen
af flere teglværker, hvoraf det største var Hakkemose Teglværk i Sengeløse,
og hvor omegnen hidtil udelukkende havde måttet sørge for tilførsler
til hovedstaden, begyndte nu også affaldsproblemerne at vise sig.
Omfanget af Københavns natrenovation - tømningen af toilettønder i
byens baggårde - var efterhånden så stort, at det måtte sættes i
system. Fra en særlig "latrinstation" kørte tog med specielle
tankvogne ad de nye jernbaner til forskellige landstationer, hvor latrinen
tømtes af til anvendelse som gødning. Denne delikate trafik berørte dog
kun i ringe grad Københavnsegnen, hvor arealerne nu i højere og højere
grad blev reserveret til bebyggelse, medens landbruget efterhånden
skiftede karakter til gartneri og rykkede længere og længere væk fra
hovedstaden.
Et arealkrævende indslag i Københavnsegnens
udbygning var også opførelsen af Københavns Landbefæstning i
slutningen af 1880'erne. Anlægget, der var stridspunktet i den
indenrigspolitiske debat i den såkaldte Provisorietid (1886-1894), bestod
på landsiden af Vestvolden med foranliggende vandgrav fra Køge Bugt op
til Husum, og derfra af to rækker fritliggende forter ud til Øresund
nord for Skovshoved, suppleret med et planlagt system af oversvømmelser
ved brug af Furesøens vand. Hertil kom en række søforter vendt imod Øresund.
Der var tale om et stort og efter datidens forhold fuldt moderne
forsvarssystem, der i store træk er bevaret og nu udgør værdifulde
rekreative områder i den tæt bebyggede egn.
Storkøbenhavn - vækst og stagnation
Med 1890'erne begyndte også den københavnske industri at flytte ud,
fordi der ikke længere var plads til udvidelser i selve byen, og fordi
grundpriserne blev for høje. Store fabrikker skød op på Frederiksberg,
i Valby, i Sundbyerne og i Emdrup samt i Lyngby, hvor de rigelige mængder
af ferskvand navnlig tiltrak tekstilindustrien. I 1890'erne voksede
befolkningen forholdsvis kraftigere i Københavns Amt end i selve
hovedstaden, der nu følte kommunegrænsen stramme omkring sig. For at
skaffe udvidelsesmuligheder indlemmede København derfor Brønshøj og
Valby i 1901 og Sundbyerne i 1902, hvorved hovedstadens areal tredobledes,
og Frederiksberg blev omgivet af København på alle sider. Dengang betød
tilknytningen til Hovedstaden store forbedringer for de indlemmede områder;
men da København næste gang ville ekspandere, havde de omgivende
kommuner udviklet sig så meget, at de afviste forslaget. De kunne dog
ikke hindre, at Københavns Kommune opkøbte jord og opførte boliger, og
som grundejer kunne hovedstaden således alligevel sikre sig en betydelig
indflydelse på omegnskommunerne.
I det hele taget er det
bebyggelse og beboelse, der i dette århundrede har præget Københavnsegnen,
hvor befolkningstallet frem til omkring 1970 var stadigt stigende.
Udviklingen foregik dog ikke ensartet over hele Københavns Amt. Som det
fremgår af tabellen, skete den kraftigste vækst i København i 1880'erne
og fra århundredeskiftet til efter 1. Verdenskrig, medens Frederiksberg
og Gentofte oplevede stor vækst i 1890'erne. I 1920'erne var det i
Gladsaxe og Hvidovre, at den største vækst fandt sted, i 1930'erne i
Gentofte og Lyngby-Taarbæk. Efter 2. Verdenskrig tog udviklingen straks
fart i Gladsaxe og Taarnby, lidt senere også i Herlev og Rødovre
(1950'erne). I 1960'erne var det først Ballerup, der ekspanderede,
derefter Albertslund, Vallensbæk og Høje Taastrup, og i 1970'erne kom
turen endelig til Ishøj og Ledøje-Smørum. Omkring 1980 var væksten i
omegnskommunerne generelt stagneret, og København og Frederiksberg havde
oplevet et markant fald i indbyggertallet. Siden har befolkningstallene været
svagt faldende, og prognoserne antyder, at denne tendens vil fortsætte
fremover. Væksten er nu henvist til at foregå længere væk fra
hovedstaden, og i erhvervslivet er det et karakteristisk træk, at
industrivirksomhederne flytter til provinsen og afløses af
kontorarbejdspladser.
Københavnsegnen har således fået sit særlige præg gennem en århundredlang
udvikling, hvor den stadigt voksende hovedstad har stillet vekslende krav
til de naturgivne ressourcer og den lokale befolkning, men til gengæld
selv har bidraget med økonomiske og kulturelle ydelser. Selv om
hovedstaden og dens traditionelle opland - Københavns Amt - efterhånden
fysisk er vokset sammen, består der stadig en vekselvirkning, og i
sporene af de mange århundreders gensidige kulturpåvirkning besidder vi
et værdifuldt historisk materiale.
|